Opkvalificer jeres trænere under corona-ventetiden

Juletilbud fra DIF

Opkvalificer jeres trænere under corona-ventetiden

Indendørs træning er lukket ned resten af året i 69 kommuner. Jeres trænere behøver dog ikke gå på juleferie endnu – udnyt ventetiden til at styrke jeres træneres kompetencer. Det kan ske hjemme fra stuen med et eller flere af vores gratis kurser i Idrættens E-læring.

Træningsåret fik en meget brat afslutning for mange idrætsforeninger, der træner indendørs. Stigende smittetryk i 69 kommuner har medført, at myndighederne har iværksat skrappe restriktioner, som bl.a. nedlukning af al indendørs idræt.

Nu krydser vi alle fingre for, at det lykkes at bryde smittekæderne, så vi får smitten under kontrol og igen kan åbne for indendørs træning.

I mellemtiden har DIF et godt tilbud til alle trænere. Udnyt ventetiden og styrk trænerkompetencerne i jeres klubber med et eller flere af vores online trænerkurser. Den enkelte træner bestemmer selv, hvor mange kurser, han eller hun vil tage og om det skal ske fra hjemmekontoret eller sofaen.

De kan fx overveje kurserne:

  • T1: Trænerrollen
    På kurset får træneren bl.a. gode råd og ideer til, hvordan han eller hun kan motivere sine udøvere, hvordan træningen kan organiseres, og hvad der er trænerens rolle og opgaver før, under og efter træningen.

    Et oplagt kursus både for den, der er ny i trænerrollen, og for den erfarne træner, der ikke har nået at tage en træneruddannelse endnu.

  • T1: Børn og unges udvikling
    Kurset gennemgår børn og unges udvikling fysiologisk, motorisk, psykisk og socialt og sætter det i relation til, hvad det betyder for tilrettelæggelsen af træningen.

    Målgruppen er alle klubtrænere, både nye og mere erfarne, der ønsker viden om børns og unges udvikling, for i endnu højere grad at kunne tilpasse deres træning til udøvernes udviklingsniveau.

  • T2 modul: Træningsmiljøet
    Modulet har fokus på motivation, og hvordan man som træner kan skabe et motiverende træningsmiljø.

Målgruppen er erfarne klubtrænere, der har gennemgået DIF´s Træner 1.

Kom i gang med det samme
Det er let for de enkelte trænere at komme i gang. Han eller hun skal blot klike ind på Idrættens E-læring og oprette sig som bruger.

Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive til teamet bag Idrættens E-læring på ie@dif.dk.

About Danmarks Sportsdanserforbund

View all posts by Danmarks Sportsdanserforbund →