Sommerhilsen

Til alle danseinteresserede

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig god ferie, om det bliver i Danmark eller et eller andet sted i verden.

Det er mit ønske og håb, at I er kommet godt igennem denne svære tid med Corona. Vi har alle gået mere eller mindre frustreret og ventet på at kunne komme i gang. Endelig lykkedes det i juni måned, hvor har vi ventet længe.

Nu ser vi fremad og håber, at danserne vender tilbage med fuld power. Vi er klar i forbundet.

Vi skal i gang med at lave nye strategiske mål, som skal være færdige til januar. Samtidig arbejder vi fortsat på at lægge DS sammen med Folkedans Danmark, Squaredans og Seniordans. Denne proces har været i  gang siden 2016, hvor de første spæde trin blev trådt.

Desuden arbejder vi stadig med dans i skolen, og der er møder med DIF, hvor vi skal have implementeret Breaking, som en disciplin i DS. Det er vores håb, at vi i forbindelse med optagelsen af Breaking, bliver i stand til at ansætte endnu en person, som kan hjælpe os med at udvikle vore klubber og dermed få flere medlemmer ind i forbundet.

I foråret har vi sagt velkommen til tre nye klubber. Nemlig Solrød Ballroom, Frederiksberg Dans og Danmarks åbne breakforening, som hører hjemme i Århus.

For første gang i mange år har vi haft medlemsfremgang med ca. 10 %. Det skyldes jeres store arbejde ude i klubberne.

Så midt i al denne coronatid, har der heldigvis været mange lyspunkter.

Vi ses ude til turneringer i efteråret med alle de nye forholdsregler, som skal hjælpe os til ikke at blive syge.

Der er mange spændende turneringer på programmet.

DM i Breaking den 29. august i København

Rangliste den 12. september

EM i 10 – dans i Århus den 19. september

DM i standard/latin i Lejre den 3. og 4. oktober

DM i DIfferent Style i Århus den 3. oktober

 

Rigtig god sommerferie

Karen Pedersen
Formand