Vedr. Danmarks Mesterskaberne 2020 – Alle stilarter

Danmarks Mesterskaberne 2020

Alle stilarter

Different Styles og Standard/Latin

 

I fredags indkaldte vores statsminister til pressemøde og ændrede præmisserne for afholdelse af arrangementer, da forsamlingsforbuddet blev ændret fra 100 til 50 personer. Dette har gjort, at bestyrelsen har været samlet til ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag den 21. september 2020 for at tage en beslutning omkring mesterskabernes afholdelse og om mulighederne for afholdelse under disse forhold. Og det skal nævnes, at det ikke har været en nem beslutning at tage, da der store overvejelser og hensyn, der skal tages.

Og konklusionerne blev følgende:


Different Styles

Under dette møde blev der diskuteret mulighederne for afholdelse under myndighedernes retningslinjer, og det blev hurtigt klart, at mesterskab desværre må aflyses på baggrund af eventstedets forhold, der gør det umuligt at gennemføre under myndighedernes retningslinjer. Hvorfor bestyrelsen desværre må meddele, at Danmarks Mesterskaberne 2020 i Different Styles er aflyst.


Standard / Latin

Her blev det konkluderet, at det var muligt at gennemføre under myndighedernes retningslinjer, dog med stor planlægning til følge, på det planlagte eventsted, hvor der også weekenden blev afviklet EM 10-dans. Der blev vendt muligheder for afvikling så forsamlingsforbuddet kunne overholdes, og det blev konkluderet, at dette var muligt. En anden ting, der blev vendt, var det sociale ansvarlighedsaspekt i at gennemføre mesterskabet, samt dansernes repræsentants udmelding omkring dansere, som kan føle sig tvunget til at deltage i turneringen. Ligeledes blev der kigget på vigtigheden i at afholde dette mesterskab.

Ved demokratisk afstemning, med et flertal i bestyrelsen er det besluttet, at ligeledes dette mesterskab aflyses, da det ikke kan ses socialt ansvarligt at gennemføre med afsæt i myndighedernes øvrige retningslinjer, samt det nuværende smittetryk. Hvorfor bestyrelsen må meddele, at Danmarks Mesterskaberne 2020 i Standard/Latin ligeledes er aflyst.

Det er bestyrelsen meget magtpåliggende at nævne, at dette ikke har været nemme beslutninger, og vi er kede af at skulle komme til denne konklusion, men desværre er COVID-19 en sygdom, som vi ikke kan negligere.

Med venlig hilsen

Danmarks Sportsdanserforbunds Bestyrelse

About Danmarks Sportsdanserforbund

View all posts by Danmarks Sportsdanserforbund →