Nov 24, 2017 Last Updated 6:59 PM, Nov 21, 2017

To danske par i top 12 ved VM latin

Årets voksen latin VM blev i weekenden danset i Wien, Østrig som hovedturneringen ifm Austria Open 2015. 89 par fra 51 nationer kæmpede om årets VM latin titel, heriblandt ikke mindst vore to danske par, Umberto Gaudino & Louise Heise samt Malthe Brinch Rohde & Sandra Lund Sørensen.

Som nation har vi bestemt lov til at være stolte og meget tilfredse med at begge vore par nåede helt frem i semifinalen, og at slutresultatet viste at vi pt har to latin par i blandt verdens 12 bedste. At dette ikke blot er et enkeltstående resultat understreges af, at begge par også er kvalificeret til Grand Slam sæsonfinalen i Kina i december, hvor netop verdens pt 12 bedste par i hhv latin og standard mødes til årets sidste major turnering.

Vore tredobbelt Danmarksmestre Umberto Gaudino & Louise Heise gik naturligvis ind til dette VM med finaleambitioner, efter at de i foråret fik det vitale finale gennembrud ved EM i Aarhus. Parrets dansemæssige præstation i Wien var hele dagen helt i top – måske parrets bedste nogensinde, men desværre rakte det denne gang ikke til kvalifikation til den utroligt stærkt besatte finale. Umberto & Louises slutplacering blev 8. pladsen med en klar pil opad, da de var under et point fra 7. pladsen og omvendt havde næsten 3 point ned til 9. pladsen. Dermed avancerede PAF parret også en plads opad ift sidste års VM 9. plads, og var tillige inden for VM målsætningen, som er fastsat i et samarbejde imellem parret, DS og Team Danmark.

Malthe Brinch Rohde & Sandra Lund Sørensen fortsatte ved dette VM deres flotte udvikling, som for alvor tog fart ifm at parret kvalificerede sig i EM semifinalen på hjemmebanen i slutningen af marts måned. Siden har ÅS parret stadfæstet denne position ved at opnå to Grand Slam semifinalepladser i hhv Wuhan, Kina og Moskva – og dermed som nævnt også kvalificeret sig til Grand Slam finalen i Kina i december. Med endnu en semifinaleplads her ved VM – og en samlet slutplacering som nr. 12 i den 13 par store semifinale – kan man allerede nu konkludere at 2015 har været et yderst succesfuldt år for Malthe & Sandra.

Selve arrangementet var fra første runde – og turneringen igennem – præget af en fantastisk stemning i hallen, hvor de godt 3.000 ellevilde tilskuere, med flere højrøstede fangrupper, skabte en imponerende og intens atmosfære, det bragte det bedste frem i verdens bedste latin par. Niveauet var således helt i top, og efter min vurdering det bedste i mange år!

VM titlen gik til Gabriele Goffredo & Anna Matus, Moldova, mens sølv og bronze gik til par fra henholdsvis Rusland og Tyskland.

Henrik Larsen, Sportschef


Søg i Dansenyheder

Vis som: LISTE   BLOGLAYOUT