Nov 22, 2017 Last Updated 6:59 PM, Nov 21, 2017

Flere flotte Grand Slam resultater

Sidste weekend var den fornemmeste WDSF karavane nået til Wuhan i Kina, idet sæsonens anden Grand Slam turnering blev danset her. 

Som det også var tilfældet ved årets første af slagsen, blev det til to meget flotte finalepladser til de bedste DS dansere, og denne gang blev det endda også suppleret med en flot semifinale plads. 

Lørdag gjaldt det latin turneringen og her dansede vores Danmarksmestre Umberto Gaudino & Louise Heise fra JDS, Aarhus sig ind i den stærkt besatte finale hvor parret endte på en fornem 6. plads.  Samme placering havde parret også efter både kvart- og semifinalen.

Samme aften var der også en flot semifinale plads til Malthe Brinch Rohde & Sandra Lund Sørensen. ÅS parrets slutplacering blev nr. 12, men det var efter en meget tæt kamp med de tre foranliggende par. At det var marginaler der gjorde at Malthe & Sandras slutplacering ikke blev endnu bedre, understreges også ved at parret kvalificerede sig til semifinalen som 9. bedste par

Næste dag var det så standard parrenes tur. Danmarksmestrene i denne kategori, Bjørn Bitsch og Ashli Williamson, JDS dansede sig også flot ind i finalen, hvor parrets slutplacering ligeledes blev 6. pladsen – i øvrigt samme placering som parret havde efter både kvart- og semifinalen.

De sidste to deltagende DS par gjorde også en god figur i det 68 par store standard felt. Dmitri Kolobov & Signe Busk blev således nr. 18 og Pasquale Farina & Sofie Koborg nr. 21, og begge par var således med i kvartfinalen, hvor parrene lå meget tæt på hinanden. Således var der i alt kun lige godt 2 point imellem parrene fra nr. 15 til nr. 21!

Tillykke til alle fem DS par!

Henrik Larsen, Sportschef


Søg i Dansenyheder

Vis som: LISTE   BLOGLAYOUT