Optakten til årets første danse klassiker, United Kingdom Dance Championships, har været præget af spekulationer og bekymringer, da IDSF medlemmerne i to af de største og mest succesfulde dansenationer, Italien og Rusland – som det forlyder – har forbudt deres par at deltage her. For Rusland skulle det være et generelt forbud for alle deres IDSF par, mens Italien – så vidt vides – skulle have forbudt deres par at deltage, dog undtaget de nationale voksen finalister i de 2 kategorier.
Årsagen hertil, og motivationen herfor, er uklar, men uanset hvad er der nok ingen tvivl om, at dette er endnu et negativt træk i den politiske kamp vores danseverden desværre er meget præget af i disse år.
Effekten af denne kedelige situation, var derfor det første og største spørgsmål, her på førstedagen, hvor Rising Star turneringerne blev danset. Og både hvad angår kvantitet og kvalitet, havde disse markante landes boykot desværre en mærkbar effekt.
Men nu over til det sportslige, set ud fra en DS sportschefs synspunkt… Glædeligt var det at alle vore deltagende par i begge amatør Rising Star turneringer klarede sig igennem til 2. runde.I latin turneringen fik vores par det herefter sværere i det temmelig jævnbyrdige felt, specielt iblandt de 30-40 bedste par.
Vi fik 3 par med i 48 runden – Segey/Jenna, nydannede Daniel/Kateryna samt Marco/Tara, men desværre ingen af dem videre til kvartfinalen. Marginalerne må ikke have været med vore par, i hvert fald kunne især de to førstnævnte par været med langt længere i turneringen, hvilket man især fik øjnene op for da vi her til aften dansede denne turnerings 3 sidste runder. Her ville flere af vore par bestemt have pyntet, og efter min opfattelse klart kunne have været med til at løfte niveauet!
En anden gåde ved denne turnering, var hvordan dommerne kunne ”misse” Zhivko & Milla ind i 48 runden. På samme måde som de 3 ovennævnte par, kunne jeg sagtens have set dem med fremme i de afgørende runder!? Men faktum er, at de desværre sammen med Simon/Cecilie, Marius/Katrine og Earle/Sandra måtte takke af efter 2. runde.
I standard delen fik vi også flere overraskelser, men også nogle positive af slagsen! Generelt klarede DS parrene sig bedre her, idet vi havde 3 par med i 24 runden, og yderligere 3 i 48 runden, hvor Nikolaj/Marta, Earle/Sandra samt Marius/Katrine sluttede deres deltagelse, mens Simon/Cecilie og Jesper/Marie Louise måtte nøjes med en runde mindre – eller 2 runder i alt.
Af de 3 tilbageværende DS-par i 24 runden, var det noget overraskkende – men ikke desto mindre meget imponerende – unge Benjamin/Signe (billedet) der avancerede helt frem til semifinalen, mens de mere scenevante par på dette niveau, Ivo/Monika samt Mathias/Valeria, trods gode præstationer lidt skuffende ikke nåede iblandt de sidste 12 i dette felt.
Se mere her (endnu ikke endelige placeringer i semi og tidligere kun runder):
http://www.dancesportinfo.net/Competition/UK_Open_2010_8515/Amateur_Rising_Star_Latin_81936/Results.aspx
http://www.dancesportinfo.net/Competition/UK_Open_2010_8515/Amateur_Rising_Star_Ballroom_81935/Results.aspx
Henrik Larsen Sportschef
|