I den forløbne weekend har den sydfranske by Marseille dannet rammen om årets verdensmesterskaber i 10 danse – sportsdansens svar på atletikkens mangekamp.
Efter lørdagens flotte guld triumf til Bjørn & Ashli og Danmark ved PD mesterskabet, var det søndag amatørernes tur til at afgøre deres mesterskab imellem sig.
Og også anden dagen af WDSF 10 danse mesterskaberne, blev en stor dansk succes. Vore Danmarksmestre Nikolaj Lund & Marta Kocik dansede sig nemlig fuldt fortjent ind i deres første VM-finale, og her blev slutplaceringen en flot 5. plads, og dermed en forbedring på 3 pladser ift. sidste års VM.
Dermed fulgte Københavner parret flot op på deres EM-sølvmedalje fra tidligere på året, og slutresultatet kunne endda meget vel have blevet endnu bedre. Dette understreget ved det faktum at det danske par sluttede på 3. pladsen i latin delen, ved hjælp af bla 2. pladser i finalens sidste to danse, paso double og jive, og som overall 5’er i standardafdelingen, som indledte finalen.
Netop den omstændighed at 10 danse finaler altid starter med standarddansene, viste sig ved denne lejlighed at tilgodese par med standard som foretrukken disciplin. I hvert fald forekom det, at den linje dommerpanelet lagde for dagen for deres scores til parrene i standard afdelingen, ikke blev fulgt op med en lignende linje i latin delen.
Dermed blev feltets bedste latin par, herunder i sær det canadiske og det danske par, efter min opfattelse ikke honoreret efter fortjeneste, og med relativt lavere score set i forhold til den linje man havde lagt i standard finalen.
Uanset hvad kan Nikolaj & Marta se tilbage på et meget flot danset VM – deres klart bedste af slagsen til dato, og samtidig glæde sig over at de som eneste danske par har formået at ligge over deres Team Danmark godkendte målsætninger ved såvel EM og VM. Stort tillykke til parret med denne bedrift.
I det 36 par store felt, fra lige så mange lande fordelt på 4 kontinenter, gik VM guldet for første gang til de tyske Europamestre, Dumitru Doga – Sarah Ertmer. Canada tog sølv, og Rusland bronze.
Henrik Larsen
Sportschef