Lørdag den 6. oktober blev der afholdt Verdensmesterskaberne i Latinamerikanske danse i Ostrava, Tjekkiet.
Hallen sprudlede af energi og veloplagte danseglade publikummer, der støttede danserne fra start til slut. Det var et super flot og stort arrangement. Dog manglede vi løbende lidt information omkring tidsplanen mm., som vores danske par dog håndterede beundringsværdigt.
Begge danske par lagde sikkert og overbevisende fra start og kvalificerede sig naturligvis direkte igennem de indledende runder. Det er min personlige holdning, at vores 2 danske pars dansemæssige kvaliteter virkelig bliver synlige i et så blandet internationalt felt, som viser sig i de indledende runder ved sådan et internationalt mesterskab. Som turneringen skred frem skruede begge par op for energien, og vi så efter min mening begge pars nuværende bedste præstationer.
Umberto og Louise genvandt den eftertragtede 8.plads i en semifinale med meget højt niveau. Selv om vi naturligvis gerne ville have set dem i finalen, er det et resultat, som vi godt kan prale af. Særligt fordi Team Danmark (og derigennem også DS) definerer en verdensklasse atlet ved at være placeret i top 8 ved VM. Stort tillykke til det dygtige par.
Malthe og Sandra er nu igen for alvor tilbage i det internationale felt efter Malthes skade tidligere på året. Og hvilket comeback, det var. Kun 0,06 point fra den eftertragtede semi-finale, som parret bestemt godt kunne have været med i. Marginalerne var desværre ikke på Danmarks side, hvorfor parret måtte se sig henvist til 13. pladsen. Stort tillykke til det dygtige par, der uden tvivl er tilbage i topform.
Karen og jeg vil gerne takke hele den danske delegation for en rigtig dejlig weekend i Ostrava, hvor dansk dans var repræsenteret på bedste vis.
Sportschef
Mette Elkjær