WDSF PD verdensmesterskabet i standard dans 2018

Søndag den 2. december blev der afholdt de professionelle verdensmesterskaber i standarddans i Moskva, Rusland

Turneringen blev afholdt i det smukke Crown Plaza hotel, hvor der var en rigtig ”ballroom feelling”med lysekroner og det hele. Rigtig flotte og stemningsfyldte rammer.

Bjørn og Ashli lagde overbevisende fra start og kvalificerede sig naturligvis sikkert og direkte igennem turneringens indledende runder. Der er ingen tvivl om, at Danmark i dette felt er repræsenteret med et par, der både har høj kvalitet og højt performance niveau.

Danmark var også flot repræsenteret på tilskuerrækkerne, hvor parrets familie og elever mm. i stor stil ligeledes havde taget den lange vej til Moskva.

Som runderne skred frem steg stemningen i hallen og Bjørn og Ashli skruede for alvor op for energien. Forventninger var høje og som ventet kulminerede det hele i aftens finale. Og hvilken en finale det blev !!! Bjørn og Ashli leverede en fuldstændig forrygende præstation i finalen, og vi er enormt stolte og glade over, at kunne konstatere, at det blev til dansk guldsucces. Stort tillykke til det dygtige par, der endnu engang kan tage guldet med hjem til Danmark. Hvor er det flot !!!

Jeg vil gerne takke hele den danske delegation for en rigtig dejlig weekend i Moskva, hvor dansk dans var repræsenteret på bedste vis.

Mette Elkjær
Sportschef